Lars har de seneste tre år sparet ihærdigt sammen med det formål, at han så kan købe sig en knallert, når han er fyldt 16 år. Det er selvfølgelig meget fornuftigt af ham, og jeg må tilstå, at han har været flittig som avisbud, siden han fyldte 13 år. Derfor er det også lykkedes ham at spare en pæn sum penge op.
Og nu er det så ved tiden, at han skal have købt sig en knallert. Hans mor og jeg har på forhånd lovet ham, at vi vil betalte for den knallert forsikring, som han nødvendigvis skal tegne, fordi den er lovpligtig.
Jeg tog med Lars ind til vores forsikringsselskabs kontor her i byen, for jeg ville gerne sikre mig, at vi fik tegnet den bedst mulige forsikring. Det viste sig at være urimeligt dyrt, hvis vi ville have kaskodækning på forsikringen, så det frafaldt vi. Og assurandøren understregede, at den lovpligtige forsikring ret beset er en ansvarsforsikring, der dækker, hvis knallertens ejer ved et uheld skulle være skyld i skade på andre eller andres ejendom.
Det var jeg udmærket tilfreds med, indtil assurandøren nærmest henkastet bemærkede, at sådan en forsikring dækker jo altså kun andre end Lars selv, så han ville da lige sikre sig, at Lars havde en ordentlig ulykkesforsikring, for det hører jo ikke til sjældenhederne, at en knallertkører kan komme til skade i trafikken.
Det vidste jeg var helt på plads, for vi tegnede i sin tid ulykkesforsikringer for alle vores tre børn, og de forsikringer løber endnu.